Åbent brev til Nyborg byråd 16.februar
I anledning af den konkurrence som Miljøministeriet har udskrevet, har følgende grupper og foreningen indsendt følgende til Nyborg ByrådVild have mentorer, Nyborg
DN, Nyborg
De grønne piloter , Nyborg
Sommerfugleambassadør, Nyborg
Bedsteforældrenes klimaaktion
Naturfamilier, Nyborg
Åbent brev til Byrådet i Nyborg Kommune.
Undertegnede foreninger/grupper anbefaler Nyborg Byråd at engagere sig i initiativet om at blive “Danmarks vildeste kommune”, som er en konkurrence om at blive den vildeste natur-kommune frem til 2022. Miljøminister Lea Wermelin har igangsat initiativet ved at sende meddelelse og opfordring til samtlige danske kommuner om at være med til at skabe flere vilde ideer til fordel for insekter, fugle, blomster etc. som danner grundlag for en mere mangfoldig flora og fauna.
Vi anbefaler Nyborg at tilmelde sig konkurrencen, og vi vil gerne som grupper og foreninger forpligte os til at være med til at arbejde for at gøre Nyborg kommune mere vild og fremme en øget biodiversitet. Dette være sig på de mange grønne græsarealer, grøftekanter, parkområder, indsatser sammen med private lodsejere, haveejere, kolonihaver etc.
Vi ved alle, at Nyborg kommune er lidt på baghjul når vi snakker vild natur og biodiversitet. Derfor har vi mulighed ved fælles hjælp at gøre et utroligt stort skridt fremad for den vilde natur i Nyborg kommune, ikke mindst nu da kommunen har lavet en særlig afdeling for bæredygtig udvikling.
Vi håber, at byrådet tager godt imod opfordringen og tilmelder sig senest den 24. marts.